Azərbaycan dili Bahasa Indonesia Bosanski Català Čeština Dansk Deutsch Eesti English Español Français Galego Hrvatski Italiano Latviešu Lietuvių Magyar Malti Mакедонски Nederlands Norsk Polski Português Português BR Românã Slovenčina Srpski Suomi Svenska Tiếng Việt Türkçe Ελληνικά Български Русский Українська Հայերեն ქართული ენა 中文
Subpage under development, new version coming soon!

Subject: Hvor må jeg tisse?

  • 1
2016-12-13 10:57:08
Dine tisserettigheder

Skal restauranten låne sit toilet ud?
”Nej, det er en skrøne, at en restaurant har pligt til at låne toilettet ud til almindelige forbipasserende, der ikke er kunder i restauranten. Mange har fået det galt i halsen og tror, der findes en gammel lov om, at man ikke må nægte forbipasserende et glas vand eller et toilet, men det er en misforståelse. Der findes ikke en sådan gammel lov,” siger advokat hos Horesta Kaare Friis Petersen.

På restauranten gælder det samme som i et privat hjem. Toilettet er privat ejendom, som andre ikke har ret til. At det så er sympatisk af restauranten at låne sit toilet til trængende ikke-gæster, er en anden sag.

Skal supermarkedet lade mig bruge personaletoilet?
Nej! Supermarkedet er i sin gode ret til at sige nej til kunder, der gerne vil låne personaletoilettet. Det gælder ligesom hos restauranten, at toilettet er privat ejendom, som man selv råder over.

Dyrlæge Carl-Aage Morgen fra Fødevarestyrelsen, der blandt andet kontrollerer butikkers hygiejne, fortæller, at det er bestemt ved lov, at der skal være et tilstrækkeligt antal toiletter, men at supermarkedet selv bestemmer, om nogle af toiletterne kun skal være for personalet, fordi kunder kan have smittefarlige sygdomme, som personalet og dermed andre kunder kan smittes med. Men det er ikke et krav, at supermarkeder eller andre butikker skal have toiletter, der udelukkende er for personalet eller udelukkende er for kunder. Det er derimod et krav til butikken, at alle toiletter er rene og ordentlige og sundhedsmæssigt forsvarlige.

Må jeg tisse på gaden?
Nej. Det er forbudt at tisse på gaden, i porten eller op ad butiksvinduet, og det kan koste en bøde på mellem 1000 og 1500 kroner, fortæller Henrik Duus, Nordsjællands Politi. Man må ikke støde og genere nogen, og man må ikke opføre sig, så det er til ulempe for andre. Det kan man læse om i Ordensbekendtgørelsen, som tidligere hed Politivedtægten. Hvis man tisser op ad en butiksrude for eksempel, generer man både den, der ejer butikken, og er årsag til lugtgener for de forbipasserende. Samtidig kan man risikere krænke andres blufærdighed.

Må jeg tisse bag busskuret?
Nej. Det er ikke i orden at gå om bag ved busskuret og tisse, mens man venter på bussen. Busskuret er et offentligt sted, hvor mange færdes og parkerer cyklerne. Her skal man gå væk fra skuret og finde et buskads eller lignende, hvor man kan tisse uden at blive set.

”Det gælder om at bruge sin sunde fornuft. Vi går for os selv, når vi skal bruge et toilet, og sådan er det også, når man er under åben himmel og har brug for at lette sig,” siger Henrik Duus, Nordsjællands Politi.

Må jeg tisse langs vejkanten?
Det er o.k. at stoppe i vejkanten, hvis man skal tisse, men kun hvis du sætter dig og tisser på siden eller bag bilen, så du ikke ses af forbikørende. Hvis man tisser i offentligheden på en meget pågående og synlig måde, kan man ikke bare forstyrre den offentlige orden, men også være i nærheden af en blufærdighedskrænkelse.

Man skal altid tænke på, hvordan andre oplever det, man gør. Måske synes man selv, at det er ret uskyldigt at stå med front mod bilerne og tisse, men andre kan opleve det som blufærdigshedskrænkende.

”Man bør tænke på samme måde, hvis man stiller sig op på en rasteplads og tisser i fri luft, mens familier rundt omkring er i fuld gang med at pakke frokosten sammen. Det kan nemt blive oplevet som blufærdighedskrænkende og provokerende, selvom det ikke var hensigten. Det gælder naturligvis både for mænd og kvinder, at man skal være diskret, når man skal tisse under åben himmel,” fortæller Henrik Duus, Nordsjællands politi.

Må jeg tisse i skoven?
Du må gerne tisse i skoven og på stranden, men gør det ikke i fuld offentlighed. Gå lidt væk fra stien eller den befærdede del af stranden. Sørg for at være uset, så andre ikke føler sig stødt eller generet.
  • 1